skip to navigation

Pressemeddelelse

Anmeldelser

Læs anmeldelser her →

Livet på tre linjer

"Brabrand stihaiku" er en foto- og haikudigtsamling fotograferet og skrevet af den århusianske forfatter Birgit Bach. Bogen er med sine 59 fotos og tilhørende digte en hyldest til skønheden og det mangfoldige liv langs Brabrandstien. Her er både stort og småt repræsenteret, ligesom livet og døden følger de skiftende årstider i bogen.

Det klassiske haikudigt er på tre linjer med 5, 7 og 5 stavelser. Da haikuet er en slags digterisk fotografi af et øjeblik, får man her som noget specielt to forskellige udtryksformer, der spiller op til hinanden.

I en tid hvor krimier og spænding er i højsæde, har man med "Brabrand stihaiku" mulighed for at få lidt ro i sindet og måske lyst til at cykle, løbe eller gå en tur på den smukke Brabrandsti.

Bogen er udgivet på Bibak Books og henvender sig primært til voksne, men børn og unge kan også have glæde af den.

Birgit Bach har flere bog- og musikudgivelser bag sig. Blandt andet "Ballehage strandhaiku", historien og musicalen "Sørøver Søren og hans skrækkelige mor" og undervisningsbogen "Læg krop til sproget".

Brabrand stihaiku
ISBN 978-87-91255-13-7
128 sider, 265 kr
Bibak Books

Bogen udkommer medio maj og kan købes både hos forlaget Bibak Books bb@bibak.dk eller www.bibak.dk og hos boghandlere. Ønskes flere oplysninger er man velkommen til at kontakte Birgit Bach på tlf. 86 28 93 75, mobil 20 65 76 67 eller på bb@bibak.dk
Pressemeddelelsen og pressefoto kan downloades her:
pressemeddelelse.doc
pressefoto.jpg

Venlig hilsen
Birgit Bach

Haikudanmark.dk anmeldelse

Birgit Bach
BRABRAND STIHAIKU
128 sider, 265 kr.
Bibak Books 2011

Først og fremmest udgør de 59 fotos og tilhørende digte en usædvanlig smuk helhed.
Billederne “løfter” digtene, og de stramt komponerede haiku står som en slags dobbelteksponering af de udsøgte fotografier.
Bogen indeholder haiku fra vinteren, foråret, sommeren og efteråret, alle med øjebliksbilleder fra den 19 kilometer lange Brabrandsti, der begynder og ender i hjertet af Århus.

Når man åbner bogen, starter man med en dyb indånding, får ren luft ned i lungerne, mens man ser nysneen i skoven. Man oplever raffinementet, når nordenvinden maler med sne, ser engen glaseret i den tænderklaprende kulde, hører den skrabende susen af en isbåd, ser istapper som hvidvinsglas på samlebånd, mens man drømmer om varm kakao.

Forårsfesten starter med et hul i isen, en spirende glæde - og igen ser vi verden med digterens/fotografens blik, når to fiskehejrer med sammenvoksede haler viser sig at være en fiskehejre og dens spejlbillede i det blikstille åspejl. Så står en fandens mælkebøtte mod en graffitimur, begge som uønsket skønhed. I den vårgrønne bøgeskov, med dens silende friskhed, høres løbeskoenes klask klask.

En sommerdag holder en hest hof, byder måger på rundstykker, græshopper laver et vibrerende lydtæppe, mens gøgeurten står tavs og lytter til kukken i krattet. De kommende oksebøffer nyder englivet. Den silkeglatte frøuld ligner sommersne. På en regnkold bænk sidder Bedste med sit barnebarn i varm samhørighed.
Efteråret kommer, og blæsten høster æblerne. De ligger som et overflødighedshorn langs cykelstien. To fluesvampe stikker ho´derne sammen i et giftigt hviskeri. En gråand netter sig med baskende fødder, vil ikke have sine cirkler forstyrret. På en tågesløret eng høres lyden af børnestemmer på vej til skole, og på den første frostmorgen kommer ænderne i dampbad i det indhyllede ålandskab. Ringen er ved at være sluttet. Vi slutter af med en dybfrossen spidsmus, der funkler i solen med sin dødskåbe af iskrystaller.

Bogens haiku er klassiske, overholder 5-7-5 reglen, er i udpræget grad fotografiske og (mere end) antyder en årstid. Jeg faldt kun over et enkelt haiku, der står lidt svagt, fordi digteren må gribe til at bruge “ej” for at få stavelserne til at passe. Det vil de fleste købere af bogen næppe bemærke, og jeg kan nemt tilgive hende, da bogen ellers er en sand nydelse at have fingrene i. Formatet er også forholdsvis stort, nærmest kunstbogagtigt, så den vil sikkert blive solgt godt på AROS.

Benny Pedersen

Boganmeldelse på Station København søndag d.27-6-11

af Kate Larsen

Et haiku-boom kan man næsten kalde det! På det seneste har jeg på nært hold haft kendskab til tre bøger udkommet på tre forskellige forlag, alle indeholdende haikudigte. Går man på nettet, vrimler det med haiku-poeter, kendte som ukendte, og på Twitter findes en side med dagens haiku. Haiku-digtningen har grebet om sig, og det er jo bare dejligt.

Jeg anmeldte fornylig ”Havfrue på land” af Hanne Hansen. I mellemtiden er der på forlaget Raverock udkommet en haiku-antologi med titlen ”Blade i vinden”, hvor 25 digtere hver har bidraget med 8 haikudigte. Bogen skal kun lige omtales og ikke anmeldes her, da jeg selv er én af bidragsyderne.

Derimod vil jeg gerne anmelde en helt frisk modtaget bog med haikudigte og fotos, der er udkommet 12. maj 2011, på forlaget BIBAK BOOKS. Bogens titel er Brabrand Stihaiku, og det er forfatteren Birgit Bachs anden haikusamling.
Lad mig sige det med det samme: Det er en meget, meget smuk bog. Birgit Bach overholder det klassiske haikus regler med 17 stavelser fordelt på tre linjer med henholdsvis 5-7-5 stavelser på hver. Alle digtene er udsprunget gennem her og nu oplevelser i naturen, som jo også er et meget væsentligt element i et klassisk haikudigts regelsæt. Forfatteren har på sine ture ad den smukke Brabrandsti beliggende i Århusområdet været i stand til at skildre og gengive sine oplevelser gennem årets fire årstider i sine smukke, eminente haikudigte. Disse digte (hvert eneste) er desuden suppleret med forfatterens egne fotografier, der er så smukke og betagende, at det næsten gør ondt.
Haikudigtene, der er 56 i alt, plus et ekstra på bogens bagside, er fordelt med 14 digte for hver af de fire årstider. De viser os her en sand haikupoet, der til trods for at hun kun har beskæftiget sig med haiku-genren i tre år, er en vinding for haikudigtningen i Danmark. Bogen fortjener at blive læst og set og naturligvis at stå i private bogsamlinger og på biblioteker.

Jeg ved ikke, om det er en forglemmelse, at forfatterens navn ikke står på forsiden af bogen. Det burde det gøre, der er ingen grund til beskedenhed her.
Her kommer nogle af Birgit Bachs smukke haikudigte:

En dyb indånding
Ren luft ned i lungerne
Nysne i skoven

Brødkrummer kastes
Ænder, blishøns og måger
Hvem- kommer- først- kamp

Silende friskhed
Løbeskoenes klask, klask
Vårgrøn bøgeskov

Solfyldt siesta
Kommende oksebøffer
Nyder englivet

Kukken i krattet
Mens gøgeurten står tavs
På den åbne eng

Regnkold bænk ved å
Bedste med sit barnebarn
Varm samhørighed

Blæstens æblehøst
Et overflødighedshorn
Langs cykelstien

Bladbestrøet sti
Vejen til skovens hjerte
Der cykler jeg ind

Man bevæger sig med glæde ind i Birgit Bachs naturunivers og får her en dejlig oplevelsesrig stund med både haiku og fotografier.
Brabrand Stihaiku er udkommet på Bibak Books i 2011.

Kate Larsen

til toppen